Jeg har efterhånden fulgt amerikanske avisers dækning af Mellemøstkonflikten gennem mange år. Jeg husker hvor ensidig dækningen kunne være i 1980'erne, eksempelvis da Thomas Friedman var The New York Times korrespondent i området.

NYT har altid gået meget op i at balancere og give lige plads til israelske og israelske synspunkter og lidelser. Det gjorde avisen også i begyndelsen af den aktuelle konflik. Men så knækkede et eller andet. NYT nægter at følge sin gamle linje og er gået over til at beskrive grafisk og helt uden fortilfælde i avisens historie, civile palæstinenseres lidelser.

Så hver dag ser vi billeder - close ups nogle gange - af døde børn og kvinder. Det er noget, vi næsten aldrig ser i NYT.

Dette hårrejsende billeder af tre småbørn fra lighuset i dagens avis fortæller hele historien om skiftet. Det er meget, menet stærkt stof - også i en avis som Information - at tilbyde læserne. Men det er nødvendigt. Denne konflikt var nemlig - om noget - undgåelig. Intet var forudbestemt her. Israel var ikke dødpine tvunget til at bombe og invadere. Disse civile skulle ikke dø. Men de er nu væk og borte. Børn, der kun fik nogle få år.

Se billedet her: The New York Times

Det lader til, at den polskfødte filminstruktør Roman Polanski, der ikke har været i USA i 30 år pga. en anklage for voldtægt, gerne vil tilbage.

Det fremgår blandt andet af denne artikel i New York Times, der også fortæller om den spegede voldtægtssag, der er blevet aktuel efter premieren på Marina Zenovichs spændende dokumentarfilm om Polanski, Roman Polanski: Wanted and Desired.

Det meddeler Gyldendal ifølge flere aviser. Så nåede hun altså ikke at få Nobelprisen, som hun i mange år har været den eneste oplagte danske kandidat til.

Inger Christensen er en af de danske forfattere, hvis bøger jeg har haft et meget intenst forhold til. Alfabet er formodentlig den danske digtsamling, som har betydet mest for mig, især da jeg var yngre. Nu er det som om, at den i lange passager er så smuk og intens og samtidig så trist, så fuldstændigt tømt for håb, at jeg nærmest ikke kan læse den. Her to strofer fra i-digtet:

Ikaros svøbt i de smeltede voksvinger
findes, Ikaros bleg som et lig
i civil findes, Ikaros underst hvor
duerne findes; drømmerne, dukkerne
findes; drømmernes hår med de løsrevne
kræfttotter, dukkernes hud rimpet sammen
med nåle, gådernes trøske; og smilene
findes, Ikarosbørnene hvide som lam
gennem grålyset, vist vil de findes, vist
vil vi findes, og ilten på iltens krucifiks;
som rim vil vi findes, som vind vil vi findes,
som regnbuens iris i isplantens glitrende
udvækster, tundraens strå; som små
 
vil vi findes, så små som lidt pollen i tørv,
som lidt virus i knogler, som vandpest måske,
måske som lidt hvidkløver, vikke, lidt skivekamille
forvist til det gentabte paradis; men mørket
er hvidt, siger børnene, paradismørket er hvidt,
men ikke på den måde hvidt som en kiste
er hvid, hvis kister da findes, og ikke
på den måde hvidt, som mælken er hvid,
hvis mælken da findes; hvidt, det er hvidt,
siger børnene, mørket er hvidt, men ikke
på den måde hvidt som det hvide der fandtes
da frugtræerne fandtes, deres blomstring så hvid
mørket er hvidere, øjnene smelter

Livslyset og døden er det samme her, men døden vinder til sidst. Man føler sig overvældet, nærmest grædefærdig.

19. december reklamerede jeg her på Luftskibet glad for Sydsvenskans lille juleleg og Pär Thörns sms-digte, men jeg modtog ingen digte efter ellers at have gjort det, man nu skulle for at være med og gætter på, at legen begrænsede sig til svenske mobilabonnenter. Jeg fik imidlertid digtene videresendt fra hjælpsomme fr. Due i Lund, og her kommer de, men jo altså uden al sms-flygtigheden og klokkeslætlegen (Pär Thörn havde valgt at give en kodet meddelelse via de tidspunkter digtene blev sendt ud i dagene fra 22/12 - 31/12. Han forklarede inden, at koden nok mest var for hans egen skyld, men afkodes kunne den altså.)

Her reflekterer han i øvrigt over projektet.

Jeg har altid haft indtrykket af, at den amerikanske skuespiller William Hurt er svær at få til at tale, og at han, når han taler, ikke er særlig sammenhængende.

I et interview med New York Times er han dog ganske interessant at høre på – om end indimellem lidt kryptisk.

Anledningen til interviewet er, at Hurt har en rolle i anden sæson af tv-serien Damages, som har Glenn Close i hovedrollen. Og han fortæller både om tv-arbejdet, der er anderledes end filmarbejdet, og om samarbejdet med Close, som han har stor respekt for.

Det er jo ikke, fordi det kommer som en overraskelse, og det er heller ikke, fordi jeg som filmfan og anmelder ligefrem er sønderknust.

Men det er dog alligevel med en vis tristhed, at jeg må erkende, at en æra er slut, og at døren til en del af min opvækst og filmiske opdragelse er lukket.

Forleden forlod det sidste læs videofilm – altså film på vhs-bånd – et lager i Los Angeles, og videobåndet er en saga blot. Der bliver ikke fremstillet videobånd eller udgivet film på vhs længere. Man kan altså ikke købe nye film på videobånd mere.

Ifølge en artikel i Los Angeles Times er den seneste amerikanske film, der er udgivet på vhs, David Cronenbergs A History of Violence. Og den er fra 2005. Jeg ved ikke, hvad den seneste danske film, der er udgivet på vhs, er, men det er efterhånden ved at være nogen tid siden, at jeg har set en ny dansk film i en videobutik – ja, det er vel ved at være en fire-fem år siden, måske endda længere, at videofilmene kom i mindretal i videobutikkerne, som i stedet blev forvandlet til dvd-butikker.

Jeg er født i 1972 og er bogstavelig talt vokset op med videomediet, vhs og betamax, der tabte videoformatkrigen til vhs, selvom formatet bød på bedre billede og lyd. Vhs havde pornoindustrien i ryggen og vandt.

Der er ikke premiere på Lars von Triers nye film, Antichrist, før til efteråret – mon ikke den kommer til Cannes!? – men han er åbenbart nået langt med filmen allerede.

I hvert fald har en af filmhjemmesiden Aintitcool’s spioner – en anonym dansker – set filmen til en meget tidlig (test?)kørsel, og han er begejstret:

»Antichrist is a brilliant mixture of the old Trier and the new Trier. Intensely beautiful pictures that speaks more than a thousand words, but also content and subtext that speak a million words of their own. I seriously doubt this film will make him a household name, but I have hopes that this will be one of his biggest hits. The gore alone will make it a hit with certain audiences, but still the story has so much depth and finesse, that it could be a contender for some major awards.«

Jeg må sige, at jeg glæder mig til filmen.

SE Forlaget 28/6

Jeg har haft lyst til at skrive om børnelitteratur på min blog her i et stykke tid og skælde ud over, at man mildt sagt godt kan åbne en dansk avis uden at støde på en anmeldelse af en børnebog. Jeg er ikke ekspert på området (det er seje Nina Christensen til gengæld, læs hendes gode artikel her), men det er vist ikke helt forkert, når jeg skriver, at mange gode, nye børne- og ungdomsbøger kun bliver læst af børn og unge, fordi børnene og de unge bliver præsenteret for dem i børnehaven, i skolen eller på et bibliotek. At ny børnelitteratur med andre ord er noget, man møder i institutioner. I privaten nøjes mødre, fædre, bedsteforældre og tanter med at genopfriske de bøger, de selv læste eller fik læst højt som børn.

Og så viser der sig at være en temmelig privat forhistorie til Katrine Marie Guldagers angreb på Lars Bukdahl (og hans kritiske praksis). Se mere ovre hos Lars.